BasketballKaroline Lundin

Karoline Lundin bliver Wyomings nyeste skud på danskerstammen

Det er med stor glæde og spænding, at den unge stjerne inden for dansk kvindebasket, Karoline Lundin, har annonceret sin rekruttering til University of Wyoming.

Efter en imponerende karriere i Danmark, herunder på u20-landsholdet og hos BMS Herlev, samt i Sverige for Marbo Basket, har Lundin besluttet sig for at tage springet til den amerikanske college-drøm og blive en del af Wyoming Cowgirls.

“At skulle spille basket og gå i skole på University of Wyoming føles helt vildt! College har været min drøm, siden jeg var helt lille og begyndte at spille basket,” fortæller Lundin begejstret.

Dobbelt op på dansk bold i Wyoming

En af de primære faktorer, der tiltrak den 19-årige forward til University of Wyoming, var trænerstaben.

“Først og fremmest har Wyoming en fantastisk trænerstab. Trænerne har en lidt mere europæisk tilgang til basketball end de fleste andre colleges, hvilket jeg synes er virkelig rart,” uddyber Lundin.

Foto: Karoline Lundin

Ud over trænernes tilgang gør skolens imponerende faciliteter også beslutningen om at flytte over Atlanten nemmere. En af Lundins største forventninger er muligheden for at spille sammen med talentfulde holdkammerater i det, hun selv beskriver som et yderst konkurrencepræget miljø.

“Jeg glæder mig allermest til at få lov til at spille på et hold med så mange dygtige spillere, herunder danske Malene Lind, som bare er vildt dygtig og et kæmpe forbillede,” fortæller Lundin. 

Malene Lind har siden 2022 spillet for Wyoming Cowgirls, hvor hun har gjort sig særligt bemærket efter blandt andet at blive udråbt til Freshman of the Year ved sidste sæsons Mountain West Conference.

Klar på udfordringer og udvikling

Med et skarpt øje på fremtiden ser Lundin med spænding frem til de udfordringer, der venter hende på basketballbanen i Wyoming.

Foto: Karoline Lundin

“Jeg håber, at de udfordringer, jeg kommer til at møde i Wyoming, vil gøre mig klar til at spille professionelt. Samtidig håber jeg at udvikle mig som person,” afslutter hun.

Hendes rejse til Wyoming er planlagt til næste sommer, selvom de præcise datoer endnu ikke er fastlagt på grund af u20-landsholdsprogrammet for sommeren.