Gustav Frimodt og Jacob Skov Olesen gør det godt for TCU’s golfhold. Faktisk gør de det – sammen med deres holdkammerater – så godt, at holdet er på vippen til at blive rangeret blandt de 25 bedste hold i den højeste collegerække.
Den seneste afstemning af netop denne rangering fra den 24. marts havde TCU som det hold uden for top 25, der fik flest point i afstemningen.
Det er da også gået godt for texanerne på det seneste. TCU har vundet de seneste 2 turneringer, de har deltaget i på holdplan, og danskerne har gjort det rigtig fornuftigt individuelt.
Jacob Skov Olesen kom blandt top 20 i begge turneringer og kom dermed op på 4 placeringer blandt de 20 bedste for sæsonen med en delt 19.-plads i GCU Invitational og en delt 14.-plads i Seahawk Intercollegiate i den forgangne weekend. I Seahawk Intercollegiate gik han samlet 5 under par, hans bedste resultat i sæsonen hidtil.
Gustav Frimodt var ikke med i Seahawk Intercollegiate, men til gengæld var han næstbedst af alle i GCU Invitational med en samlet score på 11 under par.
Billede: TCU Athletics