Som freshman er det ikke altid, at man får det store ansvar på et college-hold, men Laura Ziegler har taget sit hold med storm i sit første år på Saint Joseph’s University og har tilmed vundet prisen som Rookie of the Year i Atlantic 10 Conference.
Og den danske forward har da også spillet en fremragende første sæson i USA. Hun startede 29 ud af 30 kampe i løbet af sæsonen og brillerede i mange af de traditionelle statistikker.
Blandt andet snittede hun i denne sæson over 32 minutter pr. kamp, over 11 point pr. kamp, 8,9 rebounds pr. kamp og hun var en defensiv force. I hendes 30 kampe nåede hun op på 41 blocks og 27 steals, herunder 7 blocks i kampen mod Rhode Island den 2. januar.
Tæller vi kun konferencekampene snittede hun faktisk en double-double med 13 point og 10 rebounds.
Hun kom – naturligvis – på All Rookie-holdet og Third Team All Conference-holdet i sit freshman-år.
Desværre er Laura Ziegler og SJU Hawks røget ud i kvartfinalen af konferencens slutspil.
Billede: Sideline Photos, LLC