Både Thea Mikkelsen og Malene Lind Pedersen var i aktion for deres respektive universiteter i Mountain West-konferencen i weekenden, og begge fik også sejre ud af anstrengelserne.

Thea Mikkelsen og Fresno State spillede en spændende kamp, som Fresno State kunne trække sig sejrrigt ud af med cifrene 58-55. Det holdt hårdt, og den afgørende føring kom først med 36 sekunder tilbage af kampen.

Danskeren spillede 6 minutter i opgøret og blev noteret for 2 point. Mest mindeværdigt for kampen var det måske, at Thea Mikkelsens holdkammerat Amaya West nåede en stor milepæl med 1.000 point i sin collegekarriere.

Wyoming med Malene Lind Pedersen som en af de bærende spillere var en tur i Californien for at møde San Diego State University. Her var der mindre spænding om udfaldet, da kampen endte med 70-58 til Cowgirls.

Malene Lind Pedersen scorede næstflest point for sit hold med 14, og derudover kunne hun også sætte 2 rebounds, 3 assists og 1 steal på sit stat sheet. Hun ramte alle sine 6 straffekast, men var 0-3 bag 3-pointslinjen.

Billede: Fresno State Athletics – Thea Mikkelsen (32) ved siden af ‘jubilaren’ Amaya West, der rundede 1.000 point i karrieren.