For ECU Pirates med Alisha Hussain på holdet var der dobbeltbooket i den forgangne weekend. Først ventede Radford lørdag, inden Virginia Tech stod på den anden side af nettet søndag. Der var både gode og knap så gode resultater for ECU og Hussian.
Lørdagens kamp mod Radford var holdets højdepunkt, da kampen blev vundet med 6-1. Dysten foregik på Virginia Techs baner, og danskeren var et af de stærkeste kort i matchen.
Som så mange gange før tog hun og double-makker Ines Bachir deres sæt, og ECU fik double-pointet i matchen. I single gik det endnu bedre for Hussain, der afgjorde sin kamp som den første med de stensikre cifre 6-0, 6-1.
Den sejr var nok til at sende ECU på 3-3 for sæsonen inden søndagens kamp.
Det blev dog en noget hårdere opgave for piraterne. Hussain og Bachir tabte deres del af kampen om double-pointet, som Virginia Tech tog, og i single-matcherne tabte Hussain 6-4, 6-2. Da ECU allerede havde tabt 2 andre singler, blev de sidste kampe afbrudt, da de ikke kunne påvirke udfaldet af holdkampen, som Virginia Tech vandt 4-0.
Billede: ECU Athletics