Amerikansk fodbold, eller bare football, er i fremgang i Danmark, og det er da heller ikke længe siden, vi havde den første dansker på banen siden Morten Andersen i form af Hjalte Froholdt. Så godt som alle spillere, der vil i NFL, kommer gennem draften og de amerikanske colleges, men selv med mindre ambitioner kan man løfte sit spil gevaldigt ved at tage et ophold i USA.
Football på college i USA
Der er ingen tvivl om, at football på college i USA er noget helt andet end at træne herhjemme i Danmark. Selv på Nationalliga-niveau kommer man ikke ind i så professionelle rammer, som amerikanerne tilbyder, fordi de har så mange ressourcer at gøre godt med i staterne.
Samtidig er college football en så stor ting rigtig mange steder i USA, at man får lov til at opleve faciliteter, man kun kan drømme om herhjemme – kampe foran mange tusinde tilskuere, professionelle træningsfaciliteter, store trænerstaber og meget mere.